Historie

En af mine kolleger fik nyt arbejde, og stoppede i den virksomhed jeg arbejder for. Som afskedsgave fik han et starterkit til ølbrygning. Det blev startskuddet til en helt ny hobby for mig. Min nabo kom forbi få dage senere, og havde også læst noget om ølbrygning, så det tog minutter for os at beslutte at vi ville prøve for os selv. Vi grundlagde Haslev Brygge Cooperativ (HBC), og startede med at brygge i september 2012, og allerede efter vores 6. bryg var vi klar over at vi havde fundet en livslang passion.

Etiketten på vores Østersøporter Da jeg ringede til en af mine gamle venner og fortalte at jeg var begyndt at brygge min egen øl, lød der en lang spruttende latter i den anden ende. Det var noget af det mest komiske han havde hørt i lang tid. Han havde selv kastet sig over ølbrygning i de glade 70'ere, den gang man kunne købe et sæt med det hele til at lave hurtig og billigt øl (og vin). Det smagte - hurtigt og billigt. Men ved at vise at vi havde sat os godt ind i stoffet, og ikke mindst ved at servere vores øl, lykkedes det mig at overbevise min gode ven om at jeg ikke var blevet fuldstændigt skør, og han er nu stor fan af vores øl.

Der er noget ironisk og sjovt ved den måde ølbrygning har udviklet sig gennem de sidste 20 år. Kommerciel Øl er blevet industrialiseret gennem de sidste 80 år i en grad at der ikke længere er noget ved at drikke øl. Det er saftevand til maden, eller noget man sluger i lange baner for at blive beruset. Når nogle foretrækker Tuborg over Carlberg, eller Budweiser over Heineken er det et udtryk for successen af de enkelte bryggeriers reklame kampagner, for smagen er stort set ens. Kun ganske få lande har bevaret deres øltraditioner, som f.eks. Storbritanien, Belgien og i nogen grad, Tyskland.

Disse gamle øltraditioner blev inspiration for de vildt innovative kræfter i USA der startede en kæmpe ølrevolusion. USA var særligt dårligt stillet fordi forbudstiden havde lukket langt de fleste af de 2000 bryggerier man havde lige før loven trådte i kraft i 1919, og de bryggerier der overlevede eller blev startet efter alkohol igen blev lovligt, fokuserede udelukkende på "drinkability", altså noget bleggult tyndt sprøjt der kan hældes ned i litervis, og som er billigt at fremstille.

Men først sidst i 70'erne begyndte der rigtigt at ske noget. New Albion Brewing Company blev grundlagt som det første craftbrewery siden bryggerimassakren i 1920'verne, og stille og roligt er det gået op igen. Siden 1990 er det gået rigtigt stærks, og det anslås at der nu er 2750 microbryggerier med en markedsandel på lidt over 5% af det kæmpe store amerikanske marked.

Og den store amerikanske ølrevolusion har igen inspireret de Europæiske bryggere, både i de lande der har bevaret deres traditioner, og i lande som Danmark hvor udviklingen var gået helt i stå. Så man kan sige at cirklen er sluttet, og at vi alle har fået gavn af det. Øl har aldrig været en mere attraktiv og spændende drik.