Hybensyltetøj

Udskriv opskrift

Billede af Hybensyltetøj fra Verdens Lækreste Opskrifter

Hyben kaldes nordens appelsiner på grund af det store indhold af C-vitaminer. Pluk kun hyben, der lige er modne, ellers koger de ud. Det er et pillearbejde at gøre hyben i stand: Blomst og stilk skæres bort, og frugten skæres på tværs hele vejen rundt med en lille skarp kniv.

Når en større portion er snittet på denne måde, skilles de to halvskåle, og kernerne fjernes med skaftet af en teske. Skyl de istandgjorte hyben i en skål med vand, og rester af kerner og småhår vil komme op til overfladen, hvorfra de nemt kan fjernes.

Ingredienser:

1 kg rengjorte hybenskaller
175 ml eddike
275 ml vand
½ stang vanille
500 g sukker
saften af 1-2 citroner
½ spsk atamon (konserveringsmiddel)

Fremgangsmåde:

Hyben, eddike og vand kommes i en gryde sammen med vanillen og koges, til hybenskallerne er NÆSTEN møre. Sukkeret kommes i, og kogningen fortsætte, til skallerne er helt møre, men kun med få udkogte.

Til sidst smages til med citronsaft, der giver en frisk smag. Der tilsættes konserveringsmiddel, og syltetøjet hældes på rengjorte glas. Benyt helst glas med låg og det er en god ide at vikle staniol omkring dem, da lys og luft vil give hybensyltetøjet en brunlig farve.

Denne opskrift er blevet vist 13.406 gange