Lækre syltede blommer der er udviklet til min søde kones ostemadder. Den er baseret på min svigermors originale opskrift, kombineret med et par idéer fra nettet. De er blevet gode fordi eddikken skære igennem den ret søde sukkerlage. Selv foretrækker jeg dem med lidt flødeskum eller is.
Denne opskrift strækker sig over 3 dage:
Dag 1:
Blommerne vaskes og tørres helt. Derefter prikkes de med en gaffel helt ind til stenen og hele vejen rundt, og placeres i et sylteglas med patentlåg. Rør sukker, vand og eddike sammen i en gryde og bring langsomt i kog. Kog i et minuts tid og tag af varmen. Skum overfladen med en ske, og lad det stå i 4-5 minutter. Hæld siruppen over blommerne i glasset. Luk glasset og stil det til afkøling.
Dag 2:
Saften fra glasset sis ned i en gryde. Siruppen bringes langsom i kog. Tag gryden af varmen og lad det køle i 4-5 minutter. Hæld siruppen tilbage i glasset over blommerne, luk og stil til afkøling.
Dag 3:
Siruppen sis endnu engang fra i en gryde og bringes i kog. Når den koger hældes blommerne forsigtigt i og simre med i ca. 5 minutter. Put blommerne tilbage i glasset, kog siruppen igennem en sidste gang, lad den køle i 5 minutter, og tilsæt så en teskefuld Atamon. Siruppen skummes en sidste gang og hældes over blommerne i glasset. Luk låget til og gem på et koldt og mørk sted i et par måneder så smagen rigtigt kan udvikle sig.