Chokolademousse

Udskriv opskrift

Billede af Chokolademousse fra Verdens Lækreste Opskrifter

Nu er jeg ikke nogen desserthaj, men hvis det nu skal være, så er chokolademousse helt klart en af de bedre valg - hvis den altså er lavet ordentligt. Lige så lækkert den kan være, kan den nemt laves ganske forfærdeligt (prøv en færdig mousse fra dit lokale supermarked). Min opskrift giver en lækker chokolademousse der ikke er for sød, og ikke for bitter.

Ingredienser:

130 g god mørk chokolade
30 g smør
2 spsk. espresso eller meget stærk kaffe
2½ dl piskefløde
3 store æg, delt i blomme og hvide
1 spsk. sukker

Fremgangsmåde:

Pisk piskefløden til en blød flødeskum, og sæt i køleskabet. Læg chokoladen i en skål over et vandbad og tilsæt smør og kaffe. Rør forsigtigt indtil massen er smeltet og ensartet. Lad massen køle til den er ca. 40°C (lige over kropstemperatur). Pisk imens æggehviderne til de kan holde formen. Tilsæt sukkeret og pisk igen indtil man kan lave bløde toppe af dem.

Rør æggeblommerne i chokolademassen, og tilsæt en trediedel af flødeskummet. Fold halvdelen af de piskede æggehvider i indtil massen lige er jævn. Derefter foldes den anden halvdel af æggehviderne i. Til sidst foldes resten af flødeskummet i.

Hæld chokolademoussen op i en stor serveringsskål, eller i individuelle portionsglas. Sæt moussen i køleskabet i mindst 8 timer. Den holder sig sagtens i op til 24 timer, så den kan fint laves i forvejen. Lige inden serveringen pyntes evnt. med flødeskum og/eller chokoladespåner.

Rækker til 5-8 personer, alt efter hvor store portioner man servere.

Denne opskrift er blevet vist 10.147 gange