Hasselnougatis

Udskriv opskrift

Billede af Hasselnougatis fra Verdens Lækreste Opskrifter

Da jeg så brødrene Prices vilde nytårsprojekt med at opføre Københavns rådhustårn som islagkage, bed jeg mærke i deres nougatis, og tænkte at den må jeg kunne overføre til min simple lækre vanillieis. Efter bare to forsøg fandt jeg frem til denne lækre opskrift.

Ingredienser:

nougat
50 g hasselnøddekerner
150 g sukker

ismasse
2 store æg (pasteuriserede er nok en god idé)
1½ dl sukker
5 dl piskefløde
2½ dl sødmælk
2 tsk. vanilliesukker

Fremgangsmåde:

Rist hasselnøddekernerne på en tør varm pande i et minuts tid, pas på ikke at brænde dem på. Lad panden køle lidt af og smelt derefter sukkeret til lys karamel. Kom hasselnødderne på og vend dem rundt i karamellen et minuts tid. Hæld karamelmassen ud på et stykke bagepapir, og lad den køle helt af. Hak karamellen fint med en brødkniv.

Hæld æggene i en skål og pisk dem til de er skummende og luftfyldte (1-2 minutter). Brug gerne pasteuriserede æg da denne opskrift ikke varmer ismassen op før brug. Derefter piskes sukkeret i til det er helt opløst. Hæld mælk, fløde og vanillesukker i og bland det rigtigt godt.

Hæld ismassen i ismaskinen, og frys den ifølge maskinens manual. Når der er ca. 2 minutter tilbage inden isen er færdig, blandes den hakkede karamel i. Lad maskinen køre isen færdig. Man kan eventuelt lige lade isen stå i 15-45 minutter i fryseren

Denne opskrift er blevet vist 7.362 gange