Lammekølle i Stegeso

Udskriv opskrift

Billede af Lammekølle i Stegeso fra Verdens Lækreste Opskrifter

Stegeso, Römertopf, eller Slemmertopf, kært barn har mange navne. Min stegeso er efterhånden 30 år gammel og har lavet et utal af lækre middage. Der har været stor interesse omkring vores stegesoopskrifter her på sitet. Det er lykkedes at vriste den helt store familie hemmelighed ud af min kone: hendes lækre opskrift på familiens ynglingslam. Brug den med omtanke, og del den ikke med nogen - husk at den er en familie hemmelighed!

Ingredienser:

marinade
1½ dl olivenolie
½ dl hakket persille
¼ dl hakket rosmarin
4 fed knust hvidløg
½ dl hakket eller tørret basilikum
¼ dl hakket mynte
¼ dl hakket eller tørret dild

lam
1 lammekølle (evnt. udbenet)
1½ kg kartofler
1 helt hvidløg
2 mellemstore løg

Fremgangsmåde:

Bland marinaden sammen og smør den tykt på lammekøllen. Pak den ind og lad den hvile et par timer. Skræl kortoflerne og skær dem i ½ cm skiver og læg dem som bund i stegesoen. Skræl løgene og skær dem i grove stykker. Pil hvidløget i fed. Fordel løg og hvidløg rundt i kanten af stegesoen. Læg lammekøllen i midten, læg låget på. Sæt stegesoen i en kold ovn og sæt temperaturen på 200°C. Køllen steges i 1-1½ time alt efter hvor pink man ønsker kødet. Brug evnt. et stegetermometer (omkring 70°C for pink, 77°C for gennemstegt).

Denne opskrift er blevet vist 50.841 gange