Ahornglaserede Koteletter

Udskriv opskrift

Billede af Ahornglaserede Koteletter fra Verdens Lækreste Opskrifter

En lækker måde at servere koteletter på som jeg blev opmærksom på da jeg læste sidste måneds "BBC Good Food" for nyligt. Jeg halverede portionen og serverede den med grønne bønner og bagte kartofler med dilddip og hvidløgssmør - superlækkert

Ingredienser:

4-6 spsk olivenolie
4 tykke koteletter med ben
2 hakkede løg
1 tsk tørret timian
1 dl æbleeddike
1½ dl ahornsirup
salt og masser af peber

Fremgangsmåde:

Varm olien op i en pande. drys salt og peber på koteletterne og gennemsteg dem på den varme pande, 3-5 minutter på hver side alt efter hvor tykke de er. Tag koteletterne af panden og hold dem varme.

Hæld løg og timian på panden og sautér indtil de er gennemsigtige, ikke brunede. Skru lidt ned for varmen, hæld eddiken på og kog panden af i et par minutter. Rør ahornsiruppen i, og tilsæt en tsk groftkværnet peber. Lad saucen koge ind i en 8-10 minutter indtil man har en lind og klistret sauce. Smag til med salt og peber og hæld saucen over koteletterne. Servér med kartoffelmos og grønsager, eller som jeg gjorde det, med bagte kartofler.

Denne opskrift er blevet vist 5.161 gange