Mulligatawnysuppe

Udskriv opskrift

Billede af Mulligatawnysuppe fra Verdens Lækreste Opskrifter

En klassisk Sri Lankansk-Indisk suppe med en rig kødsmag og lækkert pikant krydret. Navnet skulle efter sigende betyde pebervand, men det er selvfølgelig op til kokken at bestemme hvor stærk den skal være. Det er vigtigt at smage på suppen tit mens den laves så man hele tiden kan justere citron-, cayenne- og karry- smagen som man finder det nødvendigt.

Ingredienser:

4 fed hvidløg
1 tsk stødt spidskommen
½ tsk stødte nelliker
2 spsk karrypulver (eller mere)
1 tsk revet ingefær
1 tsk cayennepeber (justér selv)
50 g smør
4 kyllingebryster uden skind
3 stilke bladselleri i tynde skiver
2 store hakkede løg
2 gulerødder i små tern
1 porre i fine skiver
2 l kyllingbouillon
2 dl ris
2 syrlige æbler, skrællet og i tern
2 dl tyrkisk youghurt
2 spsk frisk citronsaft (og mere hvis tilsmagning kræver det)
1½ dl opvarmet piskefløde
evnt. hakket frisk persille til servering
evnt. ristede mandelsplitter til servering

Fremgangsmåde:

Smelt smørret i en pande og brun kyllingebrysterne på begge sider. Læg kyllingebrysterne i en suppegryde. Sautér hvidløg, ingefær, krydderier, bladselleri, løg, gulerødder og porre på panden i et minuts tid, og tilsæt så et par suppeskeer bouillon til panden og lad det simre under omrøring indtil grønsagerne er møre. Tilsæt grønsagsblandingen og resten af bouillonen til kyllingen i suppegryden og lad det simre i en 30 minutters tid.

Tag kyllingen op med en hulske. Tilsæt risen og lad den simre med i en 15 minutters tid. I mens, når kyllingen er kølet nok til at man kan røre ved den, skær brysterne ud i små mundrette stykker. tilsæt kyllingestykkerne til suppen og rør æblestykker og yoghurt i. lad det simre i endnu 10 minutter og rør så citronsaft, og derefter fløden i.

Smag til med salt og peber, servér rygende varm, eventuelt med ristede mandelsplitter og hakket persille drysset over.

Denne opskrift er blevet vist 10.125 gange