Bøf Bourguignon

Udskriv opskrift

Billede af Bøf Bourguignon fra Verdens Lækreste Opskrifter

En rigtig lækker fransk klassiker der har bragt glæde i de franske hjem i årtier. Det er et godt eksempel på ægte fransk bondekøkken der er blevet tilpasset til det moderne internationale køkken og justeret til de råvarer vi har til rådighed i dag. Man skal tage sig god tid når man laver Bøf bourguignon, men til gengæld fryser den helt fantastisk, og bliver kun bedre ved næste servering.

Ingredienser:

1 kg oksetykkam eller lignende
2 laurbærblade
1-2 kviste timian, eller 1 tsk. tørret
½ dl hakket persille
2 tsk. revet appelsinskal
10 hele peberkorn
½ flaske kraftig rødvin
1 stort hakket løg
1 gulerod i små term
2½ dl kalve eller oksebouillon
1 helt hvidløg
250 g champignon
1 glas syltede perleløg
100 g bacon i små tern

Fremgangsmåde:

Skær kødet ud i 3-4 cm store tern, og marinér det natten over i en lage af rødvin, timian, 2 fed presset hvidløg, hele peberkorn, fintrevet appelsinskal og persille.

Tag kødet op af marinaden og lad det dryppe af. Steg bacontern sprøde i lidt olivenolie over middel varme. Tag baconen op og sautér løg og gulerødder i baconfedtet, og tag dem derefter op. Brun køddet i baconfedtet, og tilsæt derefter marinaden, sammen med bacon, løg og gulerødder. Hak resten af hvidløget og tilsæt det sammen med bouillonen og laurbærbladene. Læg låg på gryden og lad det simre ved en stille varme i en 2 timers tid.

Skær champignon i tykke skiver og svits dem på en varm tør pande i et minuts tid. Tilsæt lidt smør og svits i endnu 4-5 minutter. Tilsæt champignon og de drænede perleløg til gryden. Lad det simre i endnu 15-20 minutter og servér med f.eks. kartoffelmos eller prøv noget helt andet med Kærnemælksbiscuit.

Denne opskrift er blevet vist 31.489 gange