Shakshuka

Udskriv opskrift

Billede af Shakshuka fra Verdens Lækreste Opskrifter

Shakshuka er en lækker morgenmad/brunch fra det nordlige Afrika og Mellemøsten. Essentielt porchere man nogle æg i en spicy tomatsauce, og servere det med et godt stykke brød. Det er en vegetarisk ret, men den bliver altså ikke dårligere af at man smider nogle skiver chorizo eller bacon i sammen med løgene.

Ingredienser:

1 mellemstor løg, hakket
2 fed hvidløg, finthakket
1 rød peber i grove tern
8 dl tomater i tern, eller 2 dåser hakkede flåede
2 spsk koncentreret tomatpuré
1 spsk sød chili
2 tsk spidskommenpulver
1 spsk røget paprika
½ tsk cayenne peber (efter smag)
2 tsk rørsukker
5-6 æg
½ dl hakket persille eller koriander
olivenolie
salt og peber

Fremgangsmåde:

Varm olivenolien i en ovnfast sauterpande med låg til. Hæld det hakkede løg i (og det er så her man kunne tilsætte chorizo eller lidt bacon), og lad det soutere til løget begynder at blive gennemsigtigt. Tilsæt hvidløg og lad det simre med i et minuts tid. Tilsæt den røde peber og lad det simre i en 5-7 minutter, indtil det er blevet blødt.

Tilsæt tomater og tomatpuré, og bland det godt. Tilsæt krydderier og sukker, og lad det simre over mellem varme i en 10-15 minutter, indtil saucen er tyknet. Smag til med salt, peber, sukker og cayenne, vælg mellem en sødlig eller en spicy Shashuka.

Tænd ovnen på 200°C. Lav en fordybning pr. æg, og slå et æg ud i hvert af dem. Lad æggene sætte sig, og dæk så panden med et låg. Sæt panden i ovnen i en 10-15 minutter, alt efter hvor meget æggene skal have.

Servér ved bordet, drysset med lidt frisk persille eller koriander, og et god stykke brød til. Traditionelt ville det jo være mest korrekt at servere pita eller et andet fladbrød til.

Denne opskrift er blevet vist 4.155 gange